Nedskæringer på universiteterne: Pas på hvor I sparer

Regeringen vil spare 8.700.000.000 kr på uddannelsesområdet over de næste fire år, heraf en del på landets universiteter.

Afbureaukratisering, bedre indkøbsaftaler og smartere anvendelse af IKT er noget af det, der peges på i den forbindelse. Og der er ganske givet besparelser at finde der. Men jeg frygter, at besparelserne i stedet (igen) vil gå ud over forskere og undervisere. Konsekvensen vil så være lavere kvalitet begge steder. Det er vi ikke tjent med, og vi kan faktisk ikke være det bekendt.

Jeg har arbejdet som forsker og underviser på universitetet fra 2001 til 2015 – som stipendiat, adjunkt, lektor og professor. Og i den tid har universiteterne undergået en række forandringsprocesser, der langt fra alle er til det bedre. Lad mig pege på et par stykker.

  • Mængden af administrativt arbejde er steget støt.
  • Skiftende bevillingsstrukturer har medført store udsving i studenteroptaget – med svingende kvalitet som uvægerlig følgesvend.
  • Et stigende antal medarbejdere er stressede i alvorlig grad.
  • Videnskabelige medarbejdere kan tjene mere i stort set alle andre stillinger end dem, de har på universiteterne.
  • Et stigende antal praktiske og administrative opgaver varetages i dag af videnskabeligt personale. Hvorfor? Fordi det er den billigste løsning.

Der er gode grunde til at frygte, at besparelser vil forværre den situation. Men jeg foreslår også gerne nogle spareområder:

  • Nedlæg forskningsrådene. De lokale faglige miljøer er stærke nok til at træffe kompetente beslutninger. Tanken om at en lav bevillingsprocent (acceptance rate) øger kvaliteten, har intet på sig.
  • Fjern fjollede evalueringssystemer. Et eksempel på en egentlig god ide, der er gået totalt bananas, er den ‘bibliometriske forskningsindikator’, hvilket på jævnt dansk betyder, at forskning bedømmes og belønnes, alt efter hvor den er publiceret. “Kvaliteten” afgøres via de såkaldte ‘autoritetslister’, og omsættes til point, der udløser penge til institutionerne. Konsekvensen er, at der helt åbenlyst spekuleres i point i stedet for faglig relevans. Alternativt kan man så stole på de faglige evalueringer, alle videnskabelige medarbejdere er underlagt i forvejen.
  • Undgå spildte ansøgninger. Der bruges store summer på at skrive ansøgninger i øst og vest, uden at det nogensinde bliver klart, hvorfor det er en god ide. I stedet kunne man give de fastansatte forskere et større beløb til deres arbejde, mod at de til gengæld lover ikke at skrive flere ansøgninger.

Der er mange dygtige og engagerede forskere og undervisere på landets universiteter. De udgør en stærk ressource, vi bør værne om – før det er for sent.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *